* * * * *

Fascinerende, spændingsfyldt og vidtspændende krigs- og kærlighedsroman om den serbiske Nada, sanger og flygtning fra Sarajevo, og antropologen Andreas Ask, der har drømt om et liv som opdagelsesrejsende, men ender med at ernære sig som bedemand. En positiv roman om kærligheden og dens vilkår i krigens og fortidens skygger.

Nordjyske, Jens Henneberg

Støj og stilhed. En bedemands rejse

En lille romanperle, poetisk gribende og aldeles realistisk. Hvor er det dog en pragtfuld bog, personerne er præcist tegnede, og det hele kører stille og roligt, også selv om der er voldelige scener. Det er det bedste i sin genre i flere år.

Anmeldt af Ib Ahnfeldt-Mollerup, ”God-Bog.dk”

Lektørudtalelse

Henvender sig til alle med interesse for psykologiske eftertænksomme skæbnefortællinger og kærlighedshistorier med uløselige dilemmaer. Kan formidles både som en smuk kærlighedshistorie, en kvindeskæbne og for de fine betragtninger over livets genvordigheder. Romanen er fint opbygget med tilbageblik og gradvis afsløring af Nadas baggrund, skæbne og de dilemmaer, hun må tage stilling til.

Samlet konklusion:

Romanen fortæller en væsentlig historie på en fængende og medrivende måde. Fint plot, god opbygning, eftertænksomt sprog.

Dorte Tissot Hansen

Fortidens stemmer

Henrik Juul Jensen: Støj og stilhed – En bedemands rejse. 260 sider. 250 kr. ­Politikens Forlag.

Første søndag efter trinitatis, den 5. juni 1993, medvirker kirkens firestemmige kor ved højmessen i Hellig Kors Kirke i København.

For korets basbaryton, Andreas Ask, der også ernærer sig som bedemand, bliver det en af de vigtigste dage i hans liv.

Den faste sopran har forfald, og i hendes sted kommer den skønne unge mezzosopran Nada Kucuk, der desuden har sin nyfødte søn Kiko med sig i en babylift. Det kan godt være, at mezzosopranens fornavn på spansk betyder »intet«, men på hendes modersmål serbo-kroatisk betyder Nada »håb«.

Årstallet 1993 er vigtigt, da handlingen udspiller sig med udgangspunkt i opløsningen af Jugoslavien med de rædselsvækkende etniske udrensninger og snigskytter på højdedragene uden for byerne.

Nadas opdukken i bedemandens noget rutineprægede singleliv tænder et håb, men også et begær. Andreas er langt fra at være den første mand, der har begæret hende, og det er dilemmaet i hans betagelse, for kan man uden alvorlige personlige konsekvenser gøre en anden person til sit livs mening, når man rent faktisk ved meget lidt om vedkommendes dunkle fortid i et land i undtagelsestilstand?

En af de første sindrigheder, man bemærker i den dybt rørende roman, er, hvor fint og indfølende fortælleren breder Nadas personlighed og tankegang ud for øjnene af læseren.

I scenen med kirkekoret bemærker hun – der selv er uddannet operasanger fra konservatoriet i Sarajevo – at Andreas har en god og fyldig baryton »men uden bund«.

Og selv om musikken spiller en vigtig rolle i flere af personernes liv, er handlingen velgørende fri for rangordninger af jazz, folkemusik og klassisk. Alle genrerne er livsytringer, som enten rammer modtageren eller ikke gør det. Nadas professionelle beskæftigelse med operaerne Orfeus og Euridike og La Traviata indgår som en integreret del af en handling, der samtidig rummer elegante paralleller til hændelserne i Glucks og Verdis velkendte værker.

Desuden er det rart at læse en bog, hvor Det Kongelige Teater optræder som almindelig arbejdsplads, uden at forfatteren enten kommenterer ledelsesforholdene eller – som andre danske forfattere har gjort – præsenterer en mere eller mindre forskruet tolkning af frimurersymbolerne i Mozarts Tryllefløjten.

Dog burde man så samtidig kunne forvente, at forfatteren er ude over den mest grundlæggende pottetræning, for det er lidt ærgerligt, at den glimrende fortælling flere gange skal trækkes ned på det latrinære niveau, når der rapporteres meget grundigt, gerne over flere sider, fra de toiletbesøg, hvor personerne tømmer ryggen. Dette er dog kun et lille irritationsmoment i en meget poetisk beretning.

Journalister og forfattere (Henrik Juul Jensen er begge dele) kan jo researche, til de bliver blå i hovedet, men kun de, der har det store overblik, formår som her at afbalancere alt det faktuelle i forhold til den historie, der skal fortælles.

Der er masser af baggrundsviden at hente rundt omkring i bogen, for forfatteren er noget af en kapacitet inden for historie, politik, musik og forholdene på landets asylcentre. Heldigvis virker han konstant bevidst om, at den viden ikke skal fjerne læserens opmærksomhed fra handlingens ubønhørlige fremadskriden mod skæbnetimen.

Selv efter at fortidens skeletter er væltet ud af skabet, rummer fortællingen skønhed og håb, næsten som en hyldest til den hovedperson, som både af gavn og af navn personificerer de to begreber.

Nogle af de smukkeste passager findes hen mod slutningen. Selv en benhård mand som overtegnede fik gentagne gange blanke øjne, ikke mindst ved læsning af bogens allersidste sætning. Hvilket dog ikke skal tages som en opfordring til at læse slutningen først.

Roses skal også Sanne Rud Mogensens fine omslag og Politikens skønlitterære afdeling, der har sendt et lydefrit produkt på gaden.

Det er på alle måder en vidunderlig lille fortættet poetisk roman, som hermed varmt anbefales. Inden for sin genre er det noget af det bedste, jeg har læst i årevis.

Lars Brix Nielsen, Weekendavisen