”Blodhunden” – afsnit fra romanen ”Støj og stilhed. En bedemands rejse” i  antologien ”117 stemmer”.

Blodhunden

Det må være svært at få styr på sit livs historie. Hvis man ellers har en. Og kan få den til at hænge sammen. Der er jo huller rundt omkring. Og de kan dukke op når som helst, og når man allermindst venter det.

Det er som når man drejer et af de der rør med et kikkerthul i den ene ende og indvendigt fyldt med mange forskelligt farvede glasstykker i symmetriske mønstre. Når man drejer, bare et bette nøk, så bliver alt anderledes, alt føjer sig sammen på en ny måde, i et nyt mønster.

Sådan er det også når de der huller dukker op, og man kan se hvad der gemmer sig inde bagved, alt bliver anderledes, alle de stumper af levet liv som man møjsommeligt har samlet og limet og fastspændt i en skruetvinge på høvlbænken, så skidtet ikke skal falde fra hinanden, de FALDER fra hinanden, de spredes som avner for vinden, og man befinder sig igen i et limbo uden mening og sammenhæng.

Og det er sgu ikke morsomt. Jeg har selv prøvet det.  På toilettet for eksempel. Når man sidder der på brættet med hård mave og presser blodrød i hovedet, og det så endelig lykkes for ringmusklen med en sidste kraftanstrengelse at afskære en klump, der glider ud af anus som en forsinket torpedo på vej mod vandspejlet i bunden af tønden – så er det … lige netop i det øjeblik hvor man sidder der fuldstændig forsvarsløs med gåsehud over det hele, lige netop i det øjeblik hvor hovedbunden letter, så er det at de sorte huller kan poppe op som en trold fra en æske i kraniets mørke og sige BØH.

Hvad var det? Det havde jeg glemt. Var det virkelig sådan, det var? Og man forsøger at lægge låget på igen. Men det vil ikke på. Og man falder og falder og håber, at man snart rammer bunden. Men der er ingen bund i den skakt, den er bundløs, og det ene spøgelse efter det andet stikker sit grimme fjæs frem og snapper og sætter til sidst tænderne i ens kød.

Så er det man siger – det her må være en ond drøm. Og man vågner og går videre. Men drømmen sidder der stadigvæk. Man behøver ikke en gang skrive den ned. Den forfølger en resten af livet som en blodhund på sporet af noget, man ikke vil være ved eller ikke kan finde ud af.

Henrik Juul Jensen