”Manden med uret” (novelle) – i antologien Festbog til Tove Borre og Ørslev Kloster.

Manden med uret

Af Henrik ]uul Jensen 

Jeg kan ikke komme videre. Togvognen står forladt på et baneterræn under et netværk af broer. Lyset fra trafikken på broerne og broernes lygter pakker baneterrænet ind i en gulligt lys. I nærheden ligger en remise med knuste ruder og et rundbuet tag af blik. Togvognen er af træ og rustent jern, måske er det en udrangeret kreaturvogn?

Det er nat. Jeg er på flugt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har været på flugt længe. Jeg har været på flugt i tog, hvor jeg ikke kan komme af ved den rigtige station og må køre frem og tilbage. Der står altid en mand i en ankomsthal og læser i en bog. Jeg spørger ham, om han ved, hvad klokken er? Han ser op og ryster på hovedet. ]amen, så er det derfor, siger jeg til mig selv. Det er ikke her. Du er stået af ved den forkerte station. Du må tilbage. Og jeg tager tilbage. Og situationen gentager sig. Og jeg kører frem og tilbage mod et eller andet og står af og spørger en mand, som står og læser i en ankomsthal, om han ved, hvad klokken er. Han ser op fra bogen, fuldstændig udtryksløs, som om jeg ikke er der. Men det er jeg, og han ser mig, og han ser på et ur, som sidder på den venstre arm under frakkeærmet, hvor ure for det meste sidder, og han laver den der bevægelse med armen, så håndledet kommer fri af ærmet, den der krogede bevægelse, som er fuldstændig meningsløs, hvis man ikke lige vidste, at der sidder et ur på det håndled, som kan få tingene til at falde på plads og verden til at hænge sammen. Og han ser på det ur på den arm med den krogede bevægelse, som ikke har noget at gribe fat i, og han ryster på hovedet og ser op og ryster igen på hovedet og sætter armen på plads langs siden og læser videre med bogen liggende i den anden hånd.

Men nu er togene holdt op med at køre. Nu står der kun en udrangeret kreaturvogn på et spor i et netværk af spor, som løber frem og tilbage i nærheden af en forladt remise.

Kreaturvognen er indrettet som et hjem, en bolig for mennesker. Der er flere døre ind og ud, og der er entreer og en stue og et vindue. I stuen er der et bord og en stol og en stol til, som jeg ikke kan se, men jeg ved, at den er her.

Jeg forsøger at gå ud af togvognens døre, men der kommer hele tiden nogen gående langs skinnerne med gule og røde hjælme med lygter i. De snakker lidt sammen og ryster på hovedet og går videre langs skinnerne. De går og leder efter et eller andet. Det er ikke sikkert, det er mig. Men et eller andet er forsvundet, som skulle have været her. Og jeg skal passe på ikke at blive set.

Der er ikke noget vand i vognen. Der er heller ikke noget toilet. Det går op for mig for første gang, hvad det vil sige ikke at kunne få noget vand, en flaske med vand i, en vandhane med vand i, et vandhul, en kilde, hvad som helst, et glas, bare det er vand, som kan drikkes, som kan læske, som kan slukke den tørst, der sidder som en kaktus i min krop og får den til at visne.

Det er derfor, jeg er taget herover, til sandet og blæsten og stjernerne på den jyske vestkyst, og den tætte tåge, som ruller ind fra havet. Jeg har sat alting i stå for at komme herover, ubesmittet, hensynsløs og renfærdig. Det lille, hvidkalkede stenhus i klitten med plantagen bagved ligger kun et par timer fra det sted, hvor han døde og blev begravet. Da jeg kom, var det stjerneklar frost. Gennem det åbne vindue kan jeg høre træk fra vildgæs synge i luften.