Bevokset med vinranker fra sokkel til tagskæg lå præstegården midt i storbyen. Kun et lille parkanlæg adskilte den fra kirken. Eller var de vokset sammen til eet stort, aflangt hus i to etager?

Bag huset havens tætte buske og frugttræer, og rødstensmuren ind til skolegården. Verandaen blinkede med sit blinde glas, hævet over jorden på gloende pæle. Indgangen til eventyret med de seksten rum og den rungende hall.
En trappe med repos førte majestætisk op til værelserne på l. sal og den lange snakkesalige gang – og rækværket deroppe, ud mod dybet, med de rundslebne ribber, som gjorde så godt mellem lårene, når ingen så det, alt imens gelænderet slangede sig højrøvet lige lukt ned i linoleumsgulvet ved hall’ ens bund.

Gennem skinnende, hvidmalede dobbeltdøre åbnede stuerne sig for hinanden. Den første og vigtigste var hans arbejdsværelse med et tilstødende venteværelse, hvor der altid var fyldt som i en læges konsultation. Der lugtede af syltede agurker, på en gang syrligt og sødt. Her ventede de, bumserne, spritterne og de fattige på Nørrebro, på at komme ind i det allerhelligste. Og måske bagefter få en madpakke ude i køkkenet.

I arbejdsværelset lugtede der af cigarrøg. Et kæmpemæssigt, sort skrivebord med små buster af Kierkegaard og Goethe stod midt i rummet ud for det ene vindue. Væggene var røde og foret med sorte reoler. Kun en var fri. Her lå han ofte på sofaen og sov eller mediterede i mørkningen, mens vægen i den lille olielampe brændte med svag flamme.
Skakspillet var stillet op på et sort bord, der passede til brættet. Det var forbudt at røre. En eller anden stod altid i slag.

Når han ikke arbejdede, var dørene slået op til dagligstuens tunge mahognimøbler og klaveret med tværfløjten liggende på låget – og videre til spisestuen med den bedøvende Bornholmer – og verandaen, troldbjergets væksthus med lys og grønne planter og fletstoles storblomstrede hynder omkring bambusbordets nubrede hud af glas.

I det store østvendte værelse på 1. sal lå drengen ud på natten og hørte stemmer, der hviskede overalt.
Der var også en, der græd, et eller andet sted, stille og vedvarende, som en bæk der strømmer gennem foråret.
Hans mormor havde sagt til ham, at han skulle blive liggende, selv om han ikke kunne sove. Det var underligt at ligge i mørket i sin mors seng, mens alle andre i huset var optaget af noget, som han godt vidste hvad var. Normalt plejede han at falde i søvn i sin mormors seng, lige ved siden af morfaderen, som havde været syg længe. De lå og snakkede sammen og så seksdagesløb i fjernsyn. Det stod for enden af sengen.
Så var hans mormor kommet ind, i lyserød natkjole med broderikanter, duftende af sæbe og tandpasta.
De havde snakket et stykke tid alle tre, og mormoderen havde så slukket lyset over sengen, foldet hans hænder i sine og bedt en kort aftenbøn om, at Gud skulle passe på hendes lille barnebarn, der efterhånden næsten var blevet hendes eget barn. Især skulle Gud nu passe på Søren.
Tag nu ikke sorgerne på forskud, Jenny, hørte han morfaderen sige. Der er en mening med alting.
Han havde prøvet at kalde hende Jenny et par gange, men hun havde sagt, at hun hed mormor.
Sådan var det også med Søren, men når han tænkte på ham, hed han aldrig andet.

Når mormor gik i seng, var hendes brune, tætte hår altid slået ud og lå i et krus om skuldrene. Hun var helt anderledes ved den tid om aftenen end om dagen, når hun gik rundt i huset og inspicerede. Så var håret rullet op i en tung kugle eller spiral, og hun kunne godt se streng ud, men aldrig i øjnene. Det havde han hurtigt fundet ud af, og hver gang der var et eller andet ubehageligt undervejs, fangede han hendes Øjne, og holdt dem fast. På den måde var de kommet igennem alle uoverensstemmelser.

Før Sørens sygdom myldrede det med mennesker i huset, især på festdage. De stod og spillede og sang omkring klaveret, og tåger af cigar- og piberøg fyldte alle rum. Det var som en stor basar, hvor han kunne gå rundt og se og lytte sig mæt. Nogen sad fordybet i samtale med hånd under hagen og måske en finger eftertænksomt i øret, andre rullede elegant cigarerne mellem fingrene, mens de rokkede fra den ene fod til den anden, vældige så de ud, med mave og vest med glinsende ryg og voldsom latter, skakbordet var besat, sløjfen bundet op, slipseknuden løst, den ene tilbagelænet, den anden foroverbøjet, stivnede, uforanderlige masker flækkede i et grin og et opgivende suk, men i kælderen, ved bordtennisbordet udfoldede sig den egentlige passion for svedige mænd med opsmøgede ærmer og hurtige hug med battet.

Det var mændenes verden, men kvinderne var spejlet, som gjorde denne verden synlig og værd at leve og virke i.

Efter Sørens sygdom blev huset stille.
Bornholmerens timeslag trængte ud i de fjerneste hjørner, selv i kokskælderen kunne han høre den, når han skulle ned og hente en spand om aftenen.
Søren lå som regel og læste, hørte musik eller sov.
Dagene kunne være grå og kedsommelige, når der ikke var andre hjemme. Men en gang imellem blev præstegården som et bjerg med hemmelige huler og gange. Han gik rundt i bjerget, måtte undertiden gemme sig bag en svulmende lænestol for ikke at skrige af rædsel og fryd, når troldene fra eventyrene kom og pustede ham i nakken. En sådan dag var Bornholmeren et jættestort monstrum, der kunne følge ham overalt med sit runde kyklopøje og faretruende timeslag. Godt at Odysseus havde narret ham. Polyfemus, hed han vist.

Det bedste middel mod fantasierne og frygten var Sørens arbejdsbord. Her satte han sig altid, når billederne var ved at overmande ham. Her havde han magt over tingene og var i selskab med de to ansigter, Kierkegaard og Goethe.
Jeg vidste dengang ikke, det var de to. I det hele taget foretog drengen sig ting, som jeg ikke var klar over, og først ser nu.
For eksempel sad han længe og så på de to buster, forestillede sig dem som levende mennesker og fortalte dem om alle de mærkelige væsener, der var i huset. Om elverpigerne virkelig havde hul i ryggen? Om havmanden havde slugt Liden Kirsten? Om jætterne var så store og farlige, som guderne gjorde dem til? Om de to ansigter kendte dem og var bange for dem?
Kierkegaard rystede vist nok på hovedet, men Goethe nikkede, og drengen valgte derfor ham til sin hemmelige ven, prikkede sig i fingeren med Sørens fyldepen og trykkede blæk og blod i panden på den gamle mand. Blodsbåndet som indianerne brugte, når de fandt sig venner for livet. Han tog også den tynde sølvkæde af, som han havde om halsen, og lagde den om Goethes hals.

I en sådan situation kunne han pludselig glide ned ad skrivebordsstolen, som han ellers sad godt gemt i, og begynde at danse med flagrende bevægelser over korkgulvets storternede, brune og sorte felter. Han dansede som han havde lært det på balletskolen. Det var hans mors ambition, da de boede i provinsen, at han skulle danse som børnene på teatret. Han havde det skidt som eneste dreng i flokken af krinolinepiger, så det blev opgivet, men dansen elskede han, og især elskede han at danse rundt mellem bordet, sengen og reolerne på det store skakbræt, der var lagt ud under Sørens verden.
Dansen førte ham ind til klaveret i dagligstuen, hvor han legede en tid med tonerne uden at kunne finde de melodier, han gerne ville. Træt af det gik turen triumferende gennem spisestuen, et trodsigt kniks for Bornholmeren, og ud i spisekammeret hvor tykmælk stod opstillet i vindueskarmen i brune lerskåle, og fuglene i haven udenfor pikkede i brødet, som mormor havde kastet på fliserne.
”Morfar er død, Henrik. Du må godt gå ned og se til ham.“
Hans mor strøg ham over håret. Han var ikke i tvivl om, at han burde græde nu. Han kunne høre solsorten i haven og lå og ventede på gråden. Men der skete ingenting. Måske var der noget galt med ham? Han faldt i søvn.
Da han vågnede var der stille i huset. Han stod op og gik ud på den lange gang, ned ad trappen, gennem hall ‘en og dagligstuen og ind i Sørens værelse.

Der lå han, på ottomanen, med nøgne, blege skuldre og hænderne foldet over lagenet. Ansigtet var en maske på puden, øjenlågene lukket, læberne antydede et smil.
Drengen så afventende på ham, gik så hen og kærtegnede de runde skuldre, som han aldrig havde set før, og satte sig i stolen ved skrivebordet for en sikkerheds skyld. Goethe smilede også. Det beroligede ham. Lidt efter gled han ud af stolen og ned på gulvet og begyndte at gå rundt i felterne.
Stregerne måtte ikke betrædes. Så var han død. Han tog et askebæger som hinkesten og var helt fortabt i legen, da mormoderen kom ind.
Hvad laver du? spurgte hun.
Jeg hinker, svarede han.
Kom her, Henrik. Hun satte sig på stolen og tog ham op på sit skød. Morfar er her ikke mere, sagde hun så. De talte ikke sammen, sad blot og så på ansigtet og de nøgne skuldre. Han kom til at tænke på vagabonderne og spritterne, som Søren ofte havde hjulpet med mad, men aldrig penge. Det kan de ikke klare, sagde han. Og jeg kan heller ikke. Så gik de en tur, ham og morfar, hånd i hånd over til bageren og købte wienerbrød, som blev delt ud til værdigt trængende på hjemvejen.
En dag kom en af dem ind i kirken under rengøringen. Han legede, som så mange gange før, i det store rum, mens organisten øvede sig, og var gået op på prædikestolen for første gang for at se, hvordan morfaderen så dem, når de så ham under prædikenen.
Pludselig stod en vildt udseende mand med kæmpeskæg og hår som en løvemanke og råbte:
Hvor er Søren? – Hvor er præsten? – jeg vil snakke med præsten.
Orglet holdt op med at spille. Drengen så på manden.
Han er her ikke, råbte han igen og hørte, hvordan stemmen fyldte kirkerummet ud og ekkoede tilbage fra sideskibene: er her ikke – ikke – ikke –
Hvor kan jeg finde ham? blev manden ved.
Jeg ved det ikke, lo drengen og slog hånden i prædikestolen, som han havde set Søren gøre det. Jeg ved det ikke. Han er nok gået hjem.
Nu lo manden også. Jeg kommer op til dig, dreng.
Og et øjeblik efter stod han ved siden af ham med et fast greb om prædikestolens kant.
Mine damer og herrer, begyndte han højtidsfuldt.
Ja, skreg drengen.
Nu er det altså min tur, sagde manden med blodskudte øjne, rettede sig op, skød brystet frem og skuede myndigt ud over stolerækkerne.
Mine damer og herrer. Netop i disse dage –
Ja, brølede drengen og skralderlo, netop i disse dage – sig det så.
Organisten viste sig oppe ved orglet.
Pastoren er her ikke mere. Han er gået hjem for længe siden.

Værelset var langsomt blevet fyldt.
Han hørte en stemme langt borte fra: Hvornår skal han begraves?
Søren skulle ikke begraves. Han skulle ligge der, lige så lang tid han ville.
Mormoderen rejste sig. Han så at hinkestenen lå, hvor han var kommet til, da hun dukkede op.
De stod på skakbrættet alle sammen nu. Hans forældre og onkler og tanter og Sørens brødre og kordegnen og nogen han ikke kendte.
Han lagde mærke til, at de trådte på stregerne. Hans øjne løb i vand, alt løb ud i en tåge, hvor de voksne blev til brikker på brættet. Nogen måtte have rystet det. Mormoderen var dronningen ved siden af kongen, som var væltet og lå udenfor.

Henrik Juul Jensen

Januar 1993.